En Forstmesters Frustrasjoner i 1863

Gjengitt fra årboka 2004 med tillatelse fra årbokkomiteen. tilrettelagt for web av HHV

En Forstmesters Frustrasjoner i 1863

AV ODD BJØRKLI

I 1862 ble Johannes Schiøtz tilsatt som skogoppsynsmann for Malvik Statsalmenning. Hans egentlige tittel var nok forstassistent til å begynne med, da han var underlagt forstmesteren for Trondhjems og Stindens herreder. Først i 1885 får han offisielt tittelen forstmester, men vi velger i denne artikkelen å kalle ham forstmester, all den stund han på folkemunne i Malvik langt opp igjennom tidene bare er blitt kalt «Forstmesteren». Han virket i denne stillingen i Malvik fram til i 1897, og anla blant annet en planteskole i Nybrudalen.

Schiøtz fant fort ut at ikke alt var helt som det burde være i Malvik Statsalmenning. Det var mange uklarheter rundt grensene, og skogen var blitt utsatt for langvarig rovdrift og vanskjøtsel. Etter å ha virket i stillingen omtrent ett år, skriver Schiøtz en innberetning til amtmannen der han gjør rede for «rikets tilstand». Dette skrivet bærer preg av en forfatter i sinne og frustrasjon. Han går løs på både en befaringskommisjon som gikk opp grensene for almenningen i 1818, og en rekke bønder som han mener hadde forgrepet seg på statens eiendom. Han legger ingenting imellom, så med navns nevnelse blir den ene etter den andre angitt for vekselvis selvtekt og direkte tyveri (merkesflytting). Alle de som tidligere har hatt oppsynsfunksjon i almenningen anklages for unnfallenhet. Befaringskommisjonen av 1818 beskyldes for å ha skuslet vekk ikke mindre enn 1320 tønneland skog, noe som tilsvarer over 5 kvadratkilometer. Først starter han med å beklage at alle dokumenter som beskriver almenningen før 1818, ikke lenger lar seg oppdrive, noe han «mellom linjene» videre utover i dokumentet antyder at kanskje skyldes at noen bevisst har fjernet dem

Johannes Schiøtz

Der foreligger saaledes alene en Besigtigelses-Forretning af 20. juli 1818 der er avholdt eller forfattet af Amtman Fr. Trampe, Foged Timme og «paa Sorenskriveren Vegne» Aas, hvilke ,Øvrighedspersoner have i Henhold til en Resolution af 21. Jan: 1817 i forening med Districtens Lensmand -beskrevet og kun tildels befaret Strinden og Selbo Fogderis samtlige 6 Almenningen, som dette sees af et lidet af 6 løseligen sammenheftede Ark bestaaende, nu i Trondhjem Stiftsarkiv opbevaret Hefte, der synes at have tjent som «Commissionens» Protocol, da enhver Forretning er forsynet med Ovennevntes egenhendige Underskrifter.

Besiktigelsesforretningen i 1818 besto av en kommisjon med både øvrighetspersoner og bønder som hadde bruksrett i almenningen. Kommisjonen hadde tilhold på gården øvre Jervan ved Jonsvatnet, og Schiøtz skriver flere ganger at denne gården under befaringen var blitt begunstiget med adskillig areal, ved at grensemerkene mellom gården og almenningen nå ble flyttet. Han skriver også at han i det hele tatt tviler på hvorvidt kommisjonen hadde vært ute og befart grensene, – eller om de kun hadde sittet i stua på Jervan og skrevet hele protokollen; — «just ikke under den strengeste faste» – som Schiøtz skriver. Her må vi anta at han mener de fikk rikelig med både fast og flytende føde under oppholdet

Efter hvad den fra 1820 af gjennom lang Aarrekke som Lensmand fungerende Herr Fyhn, der var tilstede ved Forretningen i 1818 , foruden hvad andre ældre troverdige Mænd have meddelt mig, maa det ansees for vist at bemeldte «Commission» aldeles ikke umaget sig ud paa Aastederne og nok ikke engang saa mere af hele Almenningen end Jerv. fieldets høiestragende skarpe Ryg, – der ligger lige op af Gaarden Jervan, hvor den derimod resiterede i 2-3 dage som det fortællest just ikke under den strengeste Faste. – Beskrivelses Forretningens Udtryk om dens Nærværelse paa eller Undersøgelse af Stederne ere ogsaa her som betegned vage mod hvad de ellers pleie være, naar de virkeligen have været i Marken, thi det heder kun: «Den førnævnte Befaring blev foretaget og bleve derpaa Mærkerne opgaaet.» (i stuen og paa Papiret) «og beskrives s, flg:» — hvilket formendtlig skulde sigte til Lensmand 0. A. Vold, en svag og snild gammel mand, have efter Ordre en Tid forud med de 4 til Forretningen opnevndte Lagrettemænd, af hvilke 3 eller dog de 2 være tilgrænsende og sterkt interesserde, nemlig Ole P Buaas, Christen og Anders (?) Jervan, været afsted for at opgaa og opskrive Grændsemærkerne, hvilke ogsaa efter Lensmand Fyhns senere Befaring — især mod Indstrinden og mod Øvre Jervan ikke blev opgivne efter de paa den Tid gjældende Mærker, men efter egne, ved den Leilighed selvvalgte Grændser.

Videre skriver han om stridigheter som forekom når de bruksberettigede møtte mannsterkt opp for å si sin mening om hvor merkene skulle ligge. Slåsskamp på tørre never er slett ikke utelukket. Befaringskommisjonens medlemmer beskyldes for å være partiske. Det var grensetvister både overfor bønder som hadde utmark rundt almenningen og overfor den andre av «Strindens Almenninger», som er det som idag heter Haukås Statsalmenning og ligger i Trondheim.

De af Strindens Almue som haver Brug i Almenningen og vel betragtede den som nærmest deres egen, skulde nemlig have mødt meget talrige frem paa Øvre Jervan, hvor det da skal være kommen til en meget bitter, og hidsig og hæftig Tvist mellom dem og de tilgrænsende, der for en del vilde beklippe Almenningen, og hvis Parti «Commissionen» synes i Almindelighet at have taget, da de fleste af disse vare af Almuens Mægtigere og «staar sig godt med øvrigheden», der igjen ikke kunde have det fjerneste selvsteendige Begreb om, hvad det gjaldt, eftersom den som meldt ikke vilde umage sig for at lære sig Sagens Gjenstand at kjende, men ogsaa af samme Grund henlede i Taage. — Kampen skal have været langvarig (i 3 dage) og saa heftig at den oftere skal have været paa Veie til at udarte til voldsomme Haandgribelighetder endog fra enkelte af Commissionens Medlemmer, da disse som partiske Mæglere drages med ind i Striden og tirredes ved Strindingenes strie og seige Paastaaelighed paa de gamle Mærker, naar det kun var til deres egen Skade og andres Fordel at fravige samme.

Schiøtz har en lag rekke indisier på at grensene var blitt flyttet i 1818, og han underbygger dette tildels med bruddstykker av eldre dokumenter og åpenlyse feil i protokollen fra 1818, men han bruker også hva folk har fortalt til ham. For: -sjøl om vi nå er først på 1860-tallet, var ennå mange personer som hadde opplevd befaringen i 1818, i live.

Derimod tror jeg med Bestemthed at kunne paastaa at de rette indtil 1818 fra gammel Tid almindelig gjeldende Mærker endnu for en største del ere vel kjendte og leve i de ældre Folks Minde; men for at faa disse til at erklære sig om samme, er det nødvendig først at lære Personer med deres private Interesser nærmere at kjende. — Allerede i siste Høst bleve dog de fleste af disse ældre Mærkespunkter mig opgivne og bestemt paaviste.
— Han trekker så fram endel eksempler:

Allerede Forretningen selv vidner ved sine Selvmodsigelser meget sterkt om Beskrivelsens Urigtighed; – thi den opfører Stavsjøen, der falder et betydeligt Stykke i N.O. for
Røstkjøn, – samt Opsjøen der kun overskjæres for en meget liten del af denne Linie og saagodtsom ganske falder udenfor – iblandt de i Almenningen liggende Vande, sandsynligvis en ligefrem Falze –

Vø Sæterkleven lige i syd for Hylvand staar endnu en meget gammel Mærkefuru, der er meget almindelig kjendt og af flere paavist mig som Grændsemærkeet for Almenn-ingen, hvorom der ogsaa selv paa det aller tydligste vidner. – Den befandtes nemlig at have tyende dybe og store Indhug eller Huller. Det ene mod S.V. – (til Saligkjøn (eller Kvendhusbakken)), det andre imod N.O. — sigtende paa sydligste Kant af Hastkammen.

Ogsaa Ole Johnsen Vasilmoen under Vasillien skal ogsaa af (afdøde) Bersvend Ranum hørt at Kværnhusbakken og Sæterkleven vare de rette Mærker, ligesom Jens Johansen Nybrudalen — det sammeaf afdøde Jon Greisen nedre Jervan — ligesaa om det første Punkt, og i S.V. til Jonsvandet. Sæterkleven derimod kjendte han ikke spesielt til som Mærke, men ved at Grændsen skal falde nord for Buaasvolden, og at det næsten af alle stadig havde været antaget at denne Sæter ligger i Almenningen. — Som saadan findes den den gang ogsaa opfØrt i Fogdens ovenbehandlede eldre Sæterfortægnelse.

Den 25te September sidste: angave og paaviste Anders Olsen Lestad — 69 Aar gml. og Ole Chr. Bostad 49 Aar — at Grændsene før 1818 vare: fra Herjudammen til Saligkjøn og til Hønstadvolden, – men Sagen var der at Ole Chr. Bostad er en svoger af Manden paa Hønstad, saa at han i dennes Nærværelse ikke vilde nævne Sæterkleven, hvilket han dog senere har erklæret for det rette Mærke. — Om

Herjudammen og Saligkjøn og tildels Kværnhusbakken synes man saaledes ikke at være ganske enige. Men det synes som en meget nærliggende forklaring herpaa at kunne antages, at Grændserne aller først i dette Aarhundrede, (mellom 1810 og 20 omtr.) paa hvilken Tid man skal have drevet et ganske forskrækkeligt Uvesen i denne Almenning, af Herjuan (og tildels Buaas) — til en Begyndelse paa deres systematiske Grændseforrykkelser — egenmægtigen henlagdes fra den tidligere Retning — Kværnhusbakken og Sæterkleven — til Sæterkleven, Saligkjøn og Herjudammen, og herfra endu en Tid langs Bækken til Kværnhus-Bakken og saa i S.V. til Jonsvandet. — Senere — ved Befaringen af 1818 fik de da Grændserne skudt endnu længre op saaledes som beskrevne om Hønstadvolden langs Nybrudal, til Dammen og langs Pladsen Røvikens Mærker, saa at de i Forening med Kuset tager ogsaa Stykket vest for Bækken, hvoraf det ogsaa alene lader sig forklare at det her særegne Tilfælde at begge Herjuan-Gaardene der endnu den dag i dag kunne have hver sit Skovstykke. – Skovens characteristiske Udseende forvandlet den gradvis mer og mindre for-huggede Tilstand antyder endnu Linierne om Kværnhus-bakken, men især aldeles Haandgribelig den fra til Saligkjøn til Herjudammen.

Flere gårdeiere blir skånselløst framstilt som merkesflyttere, dvs at de har stjålet areal fra almenningen. Først et avsnitt om Herjuan-gårdene.

Saa store gode Strækninger Herjuan Gaardene end have taget af Almenningen, have de dog ikke kunnet tilfredsstille deres Begærlighed. For flere Aar siden satte de nemlig en Skigar mellem sig og Almenningen for som det hette at beskytte «deres Mark imod Havning af Husmændene i Nybrodalen». Ole Mikkelsen stod i Spidsen for dette Foretagende og ham skulde nok det undragne Stykket ude-lukkende tilfalde. Trots sin ellers meget skarpe Forstand og store Gudfrygtighed og Religiøsitet var dog denne Gang hverken saa heldig eller saa retsindige at han kunde finde den rette Linie mellem de selvvalgte i Befaringen af 1818 angivne Punkter — Stenen i Nybrudalen og Herjuvands-dammen, men begyndende ved det — omtr. 150 alen søndenfor bemeldte Linie liggende nordvestlige Hjørne af Skigaarden for Øverste Nybrudalsplads satte han — efter-haanden svingende mod Syd — sin Skigaard lige til den mod-satte sydligere Ende af Herjuvatnet, saa at Herjuvolden og det hele smukke Skovstykke har faldet paa hans Side af Gjærdet. – Men dette vakte Almuens Harme og en Morgen fandt man det meste deraf nedhugget — indtil lidt nord for volden. — Ole Mikkelsen opgav ikke ganske sin Plan, men lagde kun Skigaren herfra langs nogle (i Langkjønsdalen) Myrstriber — i V.N.V. til Herjuvandets Midte

Så er det Buåsen sin tur

Er skovbunden i Trakterne nord for OpsjØen og syd for Hasetkammen end meget Fjeld og Sten, og Skoven her mindre voxterlig, er derimod Strækningen vestenfor — fra Malvig gamle Sag, mellem Sæterkleven og Nybrudalen, samt Kværnhusbakken og Røvikens Mærker — for det meste aldeles udmærket Skovland., omend ikke endnu særdeles rig paa hugbar TØmmerskov; Især er det af yttre Buaas tagne Stykke meget pent og skaanet. — Det meste af det Ole Johnsen tilfaldne, har han efter uthinglæst Kjøbecontract solgt for nogle Aar siden for 200 Spd til Johan Jocumsen paa Pladsen Haugvold i Nybrudalen.

Ved de grenseendringer som kommisjonen i 1818 gjorde mot øvre Gjervan, så falt Leistadvollen utenfor almenningen, og dettte opprørte boden på Leistad Nedre, Ole Andersen Leistad (født 1764 på Leistad Mellom og driver på Leistad nedre fra1790) i meget sterk grad. Schiøtz beskriver på en malerisk måte den heftige diskusjonen, – for ikke å si krangelen, som oppsto om dette grensestykket.

Anders Lestad forklarede nemlig, at hans Fader Ole Andersen, der var med i 1818 og synes at have staaet i Spidsen for Strindens Kamp i mod Øver-Jervan, fortalte, at Tvisten paa denne Linie stod om «Øverste Fjeldkleven» og Fjeldraset, det gamle Mærke, «men at han jo ikke var den som skrev, saa at han jo ikke vidste hvad der kom paa Papiret». – Noget af hvad han videre meddelte om denne Tildragelse er saa characteristisk og oplysende m. H. til den Maade hvorpaa Sagene afgjordes ved Befaringen, at jeg deraf tror at burde hidsætte følgende: «Commissionen» («øvrigheten») vilde gjerne have ændret Grændsen til Jervans Tilfredshed. Men Strindingene vare seige og vilde ikke give Slip paa dette Mærket for «deres Almenning», saa at da den 3die Dag holdt paa at gaa til Ende, «Commissionens» Formand efter Middagen, skal foruden af andres Ophidselse have derover mistet sin Taalmodighed og glemmede sin Værdighed i fuld Urede være sprunget op af sin Stol,og ikke uden heftige Armbevegelser med hele sin Kraft stØdt begge sine Ben i Gulvet ligefor Ole Lestad samt bebreidende denne hans Paastaaelighed, fortalt ham «at han – (Commissionens Formand) skulde nok vide at sætte Grændserne, og det saa fast at hverken Lestaden eller nogen Anden skulde kunne rokke dem». – Dessuden var Sagen afgjordt og Befaringen blev sluttet. Men som Tegn paa Tvistens Heftighed anføres her endnu, at den strie Ole Lestad, da han kom hjem og maatte erklære sig for overvunden og det paa den Maade, – skal have grædt af Ærgrelse og ligesaa stadig senere naar denne Sag kom paa Bane.

Schiøtz oppsummerer så de arealer almenningen har tapt i perioden fra1818 fram til han begynte i jobben som forstmester. Mostadmark Jernverk fikk ved en dom i 1823, fastlagt sin grense mot almenningen på en måte som også medførte et stort tap.

M. H. til Betydenheden af disse med Jervan omstridte Strækninger bemærkes, at Stykkerne mellem de Ældre og rette Mærker, der ere de naturligste som følgende Høidernes Fald nedinod Dalerne, – og de fra 1818, der ere unaturlige forsaavidt som de gaa over de betydelige Høider ned til det i et dybt Hul liggende og mot nord flytende Purkkjøn, – ere af langt bedre Voxterlighed end de strax nordenfor samme kommende Strøg. – Trianglet mellem Jovasdam, Fjeldklev og Fjeldras formenes at udgjøre omkring 90 a 100 (101) Tdr Land; det mellem Purkkjøn, Hovdalen og Jovasdam omkring 40 — 50 (43) TdL og Kjilen ned til Hvidstensvig ca. 75 (73,8) TdL, naar kun den i 1809 udviste Sæter for Hvidstensvigen ikke tages med i Beregningen.

Efter de i 1818 angivne Grænser antages Almenningens Fladeinhold at udgjøre ca 6480 Tdr Land a 10,000 kvadrat Alen; lægges hertil det Mere efter de før 1818 gjeldende Grændser — mod Jervan ca 200 TdL og mod Indstrinden ca 1100 TdL skal det i alt saa i Begyndelsen af Aarhundredet have udgjort ca 7800 TdL, foruden ogsaa mulig Mere, som kan have tillagt den paa Grændsen mod Mostadmarken. Ved Dommen af 1823 fragaar i ovennævnte 6480 TdL ca — 818 TdL (og for Røviken 105 TdL -) saa Almenningen nu omtrentlig udgjør 5657 TdL og med Tillæg af de rette Grændser mod Jervan i Alt ca 5857 Tdr Land – foruden de 1000 a 1200 TdL mod Indstrinden.

1 tønneland [TdL] = 4 mæling = tilnærmet 4 dekar

Oppsynsmann Hage får gjennomgå for sin unnfallenhet i tjenesten, delvis med den unnskyldende faktor at han hadde lang avstand fra bosted til almenningen.

Til Opsynsmand antoges Gaardmand Jon Hage, en i og for sig meget hæderlig og skikkelig Person, men boende paa Hoeggen paa Opstrinden i Lade Sogn, _ Mil fra Trondhjems By og derimod I Mil fra den snauhuggede og saagodtsom bortsolgte Hukaas Almenning samt 1_ til 2 Mile fra Malvig ds . – Hvad dette – med ovennævnte Løn – kunde blive, maatte man paa forhaand have kunnet indse. — Hage skal foruden at han ikke har kunnet sætte sig i tilbørlig Respect og jo maa staa ene mod hele Almuen — naturligvis altfor skjelden have været oppe i Almenningene, undtaget et par Gange om Høsten naar med Bevillingerne i Lommen 1 eller 2 Dage er gaaet lidt i Almenningene og rundt paa Gaardene for at meddele Angjældende, hvormeget er bleven dem bevilget og da her udvist dem, hvor de skulle tage samme, hvilket er skeet paa den Maade, at han angiver for dem et bestemt Strøg eller den Trakt, idet han efter sin egen Erklæring har havt for øie efterhaanden at «oprydde Skoven» for Tørt og Nedfald. Nogen speciel Udvisning eller Mærkning af de Trær, der skulde aavirkes, har aldrig fondet Sted og man har heller ikke havt nogensomhelst Mærkeøxe. — Efter dette hugge da Vedkommende – og vel tildels Uvedkommende efter eget Behag — just ikke af den daarligste Skog saa mange Læs Ved eller Hustømmer — som bevilget og angivelig for det meste langt mere og skulle kunne lunne det sammen. Henimod Juletider kommer Hage paa en forud bestemt Dag atter op i Almenningen for at efterse, hvorvidt de hugne Quanta ere riktige efter Bevillingerne; hvorledes det udføres ved jeg ikke, men det er mig fortalt, at han som oftest en lang Stund ene mod.Alle tvister med dem om Aavirkeren kan kjøre det aavirkede paa f Ex. 5 bevilgede Læs — eller paa 10 eller lignende Antal Vend-inger, hvilken Trætte alminde-lig endte med at Opsynsmanden giver tabt. — Om der forinden er bortført Noget eller ligger skjult i Skoven og deslige — vil han vanskelig kunne have faaet Nys om nede paa Hoeggen, – ligesom det haraf er selvfølgeligt at han ikke afskrækker fra og vanskelig kan opdage de mange, smaa Udpillinger og Tyverier, som ideligen skulle finde Sted ved Opsidderne nede paa Indstrinden især om Vinteren, naar Veiene og Føret er godt, hvorledes man naturligvis skal benytte sig av at man, naar han en dag har været paa de Kanter, med saadan Vished kan beregne, at han ikke vil træffe der med det Første.

Forstmesteren benytter denne innberetningen som et godt høve til å anbefale overfor amtmannen, en person som han synes bør få stillingen som oppsynsmann eller skogvokter som han nå kaller det. Vedkommende bor tilfeldigvis også aldeles helt ideelt i forhold til sin tiltenkte funksjon

Da en vesentlig Hovedfeil ved det tidligere Opsyn er Mangelen af en egentlig Skogvogter eller dog dennes altfor fjerne Bopel, – vil jeg ikke undlade her at berøre detsformentlig særdeles hensigtmessige Beliggenhed, som Pladsen Haugvold nederst i Nybrudalen og lige indenfor Linien af 1818, har som Bolig for en Skogvogter. Allerede fra Pladsen selv har man en temmelig vid Udsigt over eller er ganske nær ved de Skovstrekninger, der netop mest ere udsatte for Strindingenes Skovtyverier — nemlig om Skjær-Kjønnet og syd for Opsjøen, ligesom Indstrindens Hovedtrafik til og fra Almenningen hovedsagligen foregaar lidt nedenom Pladsen over bemeldte Kjøn og Hønstadvolden. Bemeldte Plads har nu efter Johan J. Larsens Død i noget over 1 Aars Tid været forfeldig. men bruges og beboes af Ulrik Tostensen indre Buaas, der af Arvingerne skal have kjØbt Husene for 100 Spd og har ansØgt om at faa fæstet Pladsen, hvilket Foged Bernhoft dog har udsat med at afgjøre i Paavente af en snarlig Ordning af Almenningens Forhold. — Ulrik Tostensen er vist meget skikket til Skogvogter, da han skal være en meget ordentlig og paalitelig Mand paa 28 a 30 Aar og jeg tillige har lært ham at kjende som en ivrig Jeger og Skogløber, der fornemmelig af Tilbøielighed for Skogen har tænkt at vælge sit Opholdsted paa denne Plads.

Om ikke Johannes Schiøtz lyktes med å få tilbake noe av de arealer som var forsvunnet fra almenningen, så lyktes han i alle fall med sin anbefaling av ny skogvokter. Ulrik Torstensen ble like etter tilsatt som skogvokter i Malvik Statsalmenning, og virket som det i mange år.

Kilde:
Johannes SchiØtz innberetning til Søndre Trondhjems Amt datert 15.april 1863